Hvem er jeg?

Min drivkraft

Jeg har en læreruddannelse, en kandidat i pædagogisk filosofi og er under uddannelse som terapeut ved Vedfelt Instituttet. Fælles for disse uddannelser er en interesse for mennesket og dets vej i livet. Jeg har, så længe jeg kan huske, været optaget af de mere skjulte aspekter af den menneskelige erfaring: dette være sig både det aller inderste følelsesliv og de mere eksistentielle lag af tilværelsen. Efterhånden er mit ærinde begyndt at stå ret klart for mig: at finde mening og sammenhæng i den menneskelige erfaring - dette, fordi det tilsyneladende altid er muligt.

Da jeg var yngre oplevede jeg, at dét som virkelig kunne vække mig i skolen var litteraturundervisning - den, hvor vi blev inviteret til at ‘læse mellem linjerne’. Det føltes opløftende - ja, nærmest progressivt - at der altid var en mere meningsfuld læsning i stoffet – en empatisk indlevelse i hovedpersonen eller en højere morale i historien selv. Denne iver efter at søge de meningsfulde læsninger har siden ledt mig gennem forskellige uddannelsesveje, som hver på deres måde har udvidet og mangfoldiggjort den horisont i mig, hvorfra sådanne læsninger bliver til.

Den røde tråd

Der er naturligvis markante forskelle mellem læreruddannelsen, pædagogisk filosofi og en terapeut-uddannelse. Men forskellene er ikke uden sammenhæng – tværtimod udgør de et spændingsfelt, som har formet min faglige og personlige udvikling. Den røde tråd, der for mig at se løber gennem alle tre felter, er interessen for forholdet mellem et bestemt subjekt (læreren, pædagogen, terapeuten) og en bestemt anden part (eleven, klienten, mennesket overfor), og hvordan denne relation kan skabe en vis bevægelse. I bund og grund drejer det sig om, hvordan mennesker kan gøre noget sammen, for at noget kan tage form. Hvad der kan/skal gøres – og hvad der kan/skal tage form – er ingenlunde små spørgsmål, og de kan endvidere stilles og besvares på mange abstraktionsniveauer.

Læreruddannelsen

På læreruddannelsen var spørgsmålet om, hvad der skal tage form, allerede blevet besvaret højere oppe i systemet. Tydeligst ses det i folkeskolens formålsparagraf, hvor formålet med skolen ikke er genstand for fælles refleksion, men danner den normative ramme, som den pædagogiske praksis udfolder sig inden for. At det forholder sig sådan, har to sammenhængende årsager. For det første er skoler og læreruddannelser i dag i høj grad udtænkt og reguleret af politiske og administrative instanser – ministerier, professionshøjskoler og centrale udvalg – som formulerer de overordnede mål og retninger for uddannelsesarbejdet. For det andet er dette arbejde præget af en evidens- og empiriorienteret tilgang, hvor fokus ofte ligger på det, der kan måles og dokumenteres. Men for at noget kan måles, må man på forhånd have besluttet, hvad man vil måle – og dermed også, hvad man ønsker at finde. Denne målelogik betyder, at spørgsmålet om, hvordan mennesker kan skabe noget sammen, ofte besvares igennem på forhånd fastlagte kategorier som læringsudbytte, trivselstal og kompetenceudvikling. Den pædagogiske proces får derved en mere instrumentel karakter; som lærer blev min opgave således at udfylde en rolle, hvor stoffet – eleverne, undervisningen, situationen – skulle bevæge sig i retning af den form, systemet allerede havde beskrevet. I et sådant system får hverken lærere, elever eller den almindelige borger reelt mulighed for at tage stilling til, hvad - og hvorfor - noget bestemt skal tage form. Her opstår to afgørende problematikker: For det første – burde dem, der faktisk formes, ikke have mest at skulle have sagt? Og for det andet – kan, og bør, man overhovedet vide, hvad der skal formes, før processen er begyndt - hvis overhovedet?

Pædagogisk filosofi

Disse overvejelser gav mig lyst til at læse videre på pædagogisk filosofi. Her var opgaven tværtimod at blive ved med at spørge – spørge ind til læring, erkendelse, form og materie, etik, bevidsthed og alle de temaer, jeg havde savnet at møde på læreruddannelsen. Selv om uddannelsen sagtens kunne have varet længere end to år, gav den mig endelig indblik i de store diskussioner, der har præget tænkningen om pædagogik og den menneskelige tilværelse siden tidernes morgen. Det føltes næsten som om, at alle disse tanker var blevet holdt skjult for mig. Jeg fandt pludselig belæg for den fornemmelse, jeg altid har haft: at menneskelig formning ikke kan styres udefra, men må tage form indefra – i kraft af menneskets eget forhold til verden og til det, der virker i det. Det skal siges, at dette ikke er et opgør med pædagogikken, men en fordring til den - at skabe betingelser, hvor denne indre bevægelse kan finde sted. Spørgsmålet om form kan således ikke besvares på forhånd eller ovenfra. Det må hele tiden stilles af alle involverede parter - og det må atter blive besvaret, med de midler, vi har. Jeg oplevede, at jeg ikke var alene om denne forståelse på mit filosofi-hold. Desuden er værdier som disse, sådan set heller ikke fraværende i folkeskolens formålsparagraf. Men så længe disse levende - måske sågar naturlige - principper i praksis lader sig stagnere som fastlagte mål, går de imod sig selv.

Terapeut på Vedfelt-Instituttet

Ved siden af filosofien begyndte jeg min terapeutiske uddannelse ved Vedfelt Instituttet. Hvor den pædagogiske filosofi lærte mig at stille spørgsmål til formens mulighed, lærte Vedfelts psykologi mig at lytte til den form, der allerede er i færd med at opstå. Her forstod jeg gradvist mennesket som et levende system, der organiserer sin egen erfaring gennem utallige kanaler – kropslige, følelsesmæssige, intuitive, sproglige. Disse kanaler udgør et kommunikativt kredsløb, hvor information, sansning og mening hele tiden udveksles mellem det bevidste og det ubevidste. I Vedfelts terminologi kaldes denne organisering den ubevidste intelligens – en selvregulerende og formgivende kraft, der forbinder mennesket med dets omgivelser og med de dybere lag af erfaring, som endnu ikke har fundet form.

Denne forståelse gjorde et særligt indtryk på mig, fordi den i grunden var en manifestation af det filosofiske anliggende, jeg allerede kendte: at det væsentlige ikke kan konstrueres udefra, men må opstå indefra som en bevægelse af betydning. Den kybernetiske psykologi formulerer dette som et samspil mellem oplevelsesmodaliteter og proceskanaler – jeg ville nok sige: mellem måder at erfare og måder at lade erfaringen blive til. Når man betragter mennesket i dette lys, bliver arbejdet med læring, dannelse og terapi beslægtede praksisser. I alle tilfælde drejer det sig om at skabe betingelser, hvor det levende system – mennesket selv – kan begynde at undersøge og finde mening i de fænomener, som livet bringer.

Mit ståsted i dag

Efter netop at have afsluttet min kandidatuddannelse, står jeg nu et sted i tilværelsen, hvor jeg er klar til at omsætte min viden og erfaring til en art virksomhed. På nærværende tidspunkt søger jeg en arbejdsplads, som finder min tilgang interessant - forhåbentlig får jeg mulighed for at skabe en bedre forbindelse mellem mine idealer og virkeligheden på uddannelsesområdet. Samtidig glæder jeg mig over, at tiden nu er kommet til at tage imod mine første klienter.

Som terapeut ønsker jeg at skabe et rum, hvor vi sammen kan undersøge og erfare din verden – ikke for at ændre dig efter ydre idealer, men for at komme tættere på den bevægelse, der allerede er i gang i dig, og den du er. Jeg tror på, at mening og form ikke kan påtvinges, men må opstå i mødet – i det levende samspil mellem menneske og menneske.

Jeg håber, at dette har givet dig en fornemmelse af, hvem jeg er –og hvad der driver mit arbejde.
x Jelena